Pernambuk

PERNAMBUK - en opdagelsesrejse i 11 kapitler 


#1 - Drivhuset.

I mit nyeste hjem er drivhuset både mit yndlingsarbejdslokale forår og efterår og egentlig også et “driverhus” som passer mageløst til en kop kaffe, en avis og en pause. (Ja, jeg får næsten lyst til at være ryger igen bare for at være 100% tilstede i pausen). Varmen, fugtigheden, duften og bevidstheden om at dele sit rum med levende væsner gør en verden til forskel.


#2 - Molmarcipanvals

Om mødet med den grønlandske skuespiller og musiker Rasmus Lyberth  - og hans drøm. Jeg mødte ham i en bar på et tidspunkt i mit liv hvor jeg stod midt i fortvivlelsen over at alle fik børn, bare ikke mig. Han havde drømt at vi sammen ville stå på en stor scene, jeg som højgravid. Jeg var i et sort hul og troede ham ikke over en dørtærskel og blev bare endnu mere forbitret over hans ligefremhed.  Men hans drøm gik i opfyldelse året efter, hvor vi ad kringlede omveje endte på en stor koncertscene sammen, jeg havde 10 dage til termin. Og backstage kiggede han mig i øjnene lige efter koncerten og hviskede “hvad sagde jeg”.


#3 - Sørøver-Keld / Sorte Nanna 

Om en respekteret overlærer i Assens, min morfar. Jeg møder stadig folk, som på mit spørgsmål om de havde haft Keld Nielsen i skolen, svarer: “Hvem? Nååeh, Sørøver Keld”. Han fik sit tilnavn pga et ar erhvervet som 3-årig da han faldt ned fra et bord, og der var langt til doktoren, så barnepigen måtte rimpe ham sammen selv. Han var vellidt på skolen og hans kone, min mormor, var også lærer sammested og med sin ravnesorte hårpragt, fik hun selvfølgelig tilnavnet Sorte Nanna, så tilsammen lød de som en makkerpar fra en pirathistorie.


#4 - Det hvide træ.

Et træ spækket med hvide blomster om foråret. Et snedækket træ om vinteren. Det hvide træ er det indefrosne, stivnede, nedkølede, et stille træ i smuk dvale, der samler kræfter til det næste trin i årets cyklus, således håbet i det hvide træ om foråret, skønheden. Alt afhænger af øjnene der ser.


#5 - Pernambukpolska

Om det fascinerende ved violinbygning:  Buetræ fra Brasilien. Strenge af kattetarme. Buespids af mammut-stødtand. Hår fra en hingst. Sort Ibenholt fra Afrika. Træ lagret i årtier. Perlemor, snegl, stol, frosche. Og en form der ikke har ændret sig siden slutningen af 1700-tallet. Violinbygning som håndværk med alle disse finesser har min største respekt!

50 er det nye 15

- en pastiche over den første svenske polska-melodi jeg lærte at spille. Feelingen og farven i 3/4dels-molmelodien rørte noget dybt i mig, som jeg har forfulgt lige siden og jeg har fornemmelse af ikke at have set mig tilbage siden. Derfor denne hyldest, som også er tilegnet min søster, som lærte mig melodien, og som optimistisk og pragmatisk i forbindelse med sin 50 års fødselsdag udtalte “50 er ikke bare det nye sort, 50 er det nye 15”.


#6 - Bryllupsmarch til Mille og Anders

Brylluppets dobbelthed:  tristheden ved at sige farvel til friheden og ego-tilværelsen, glæden ved at skulle dele livet med et andet menneske. Men vi dør alle lige så alene som vi bliver født.

Trioen Vesselil assisterer på smukkeste vis.


#7 - Marcipanvals

Om det helt utroligt bløde og vidunderlige ved babyhud, med et udseende nærmest som marcipan. I taknemmelighed over børn: mine, andres, alle.


#8 - Åleskipperen

- Om de skæve eksistenser som tør være sig selv og som viser lidt mere kulørte lamper i en havregrynsgrå hverdag. Åleskipperen boede i mit gamle kvarter og var en bekendt af de gamle i min familie. Åleskipperen havde et stort hvidt skæg og deklamerede ofte “Det er jo ikke så let at være mig, når kvinderne sværmer om en…!”. Han tog gerne sin mundharmonika op af lommen og spillede for een på åben gade og elskede når hundene tudende stemte i, så alle folk på gaden kiggede. Vi blev som tilflyttere budt velkommen en dag, hvor han bankede på og sagde “Kære frue, tillad mig på kvarterets vegne ydmygst at byde velkommen og modtag denne lille indflyttergave”. Det var en dåse sardiner. Dagen efter skete det igen, nu med en gammel pladespiller som gave. Åleskipperen var gift med en lille venlig dame, hans elskede lille Edith, hans et-og-alt. De fulgtes ad i tykt og tyndt og man fik altid en snak med dem i forbifarten - indimellem også et æble fra hans lomme eller et ekslusivt kig på hans brugte ørepropper….. Melodien her ærer livets skønne skævhed.


#9 - Alvins ottemandsdans / Skibskatten

Jeg har en stor og dyb kærlighed til det danske bal og en revival vil komme! Hvad skal jeg stille op mens jeg venter på bølgen? Jo, Jeg skriver ny balmusik, som er beregnet til totur, sekstur, firetur, kredse og rækker. Dette medley er beregnet til ottemandsdanse, der som navnet antyder danses 8 personer sammen. Alvin får den første og Skibskattene Kurt og Karsten får den næste, tilegnet deres ekstra tå, som kan holde dem på dækket selv i stormvejr.


#10 - Nu

Historien om den gamle spillemand med Rune T. Kiddes digt “NU” har fået toner og mæle. Tak for ordene, Rune!


#11 - Bryllupsmarcher fra himmerland

(traditionel) En hilsen fra fortiden. En hilsen til fortiden.


Folk Music in big ensembles

Storspil i folkemusik

Article about folk music

"Folk-øh-musik. om definitioner og historie" - in Danish

Folk music, improvisation and dance

The tools, the language, the communication in both music and dance

Email : info(a)kristineheeboll.dk


Copyright @ All Rights Reserved